top of page
Jyllandsslaget header.jpg

I klitterne i Thyborøn ligger en mageløs skulpturel mindepark, der markerer de omkomne soldater i Jyllandsslaget, et af verdenshistoriens største og mest blodige søslag. Jyllandsslaget blev udkæmpet i Nordsøen ud for Thyborøn mellem tyske og engelske fartøjer under 1. verdenskrig, og på ganske få timer gik 25 krigsskibe tabt, og 8.645 soldater og søfolk mistede livet.

Med Jyllandsslaget skaber vi to værker, der udvider oplevelsen i mindeparken og udbygger Sea War Museums formidling med udtryksformer, der appellerer til det aktivt oplevende publikums sanse- og følelsesapparat.

Det gør vi konkret ved at bringe de personlige fortællinger og skæbner bag Jyllandsslaget i spil i et lydværk og en vandreforestilling. Alt baseres på en omfattende research i originalt kildemateriale som f.eks. beskrivelser fra overlevende soldater, dagbogsnotater, avisartikler, beretninger fra efterladte, lægejournaler, taler fra politikere osv. Det bidrager til begge værkers dybde og rækkevidde, og samspillet med den monumentale mindepark i den rå vestjyske natur er med til at løfte publikums perspektiv fra den enkelte sømands skæbne og til et større billede.

​

Begge værker er en undersøgelse af de kulturelle og samfundsmæssige implikationer på tværs af dansk, tysk og engelsk historie fra år 1916 og til nu. Gennem vores fokus på den enkelte soldats fortælling tages der ikke part i krigen, derimod forholder vi os til specifikke skæbner- tyske såvel som engelske. I denne tid hvor kriser, krige og konflikter igen fylder meget i vores bevidsthed, synes det ubehageligt relevant at trække på historiske erfaringer og referencer.

​

Det permanente lydværk

Lydværket tager udgangspunkt i mindeparkens geografi. For hvert ”skib” symboliseret gennem store skulptursten i mindeparken vil der være tilknyttet en række lydsekvenser, som afspilles automatisk, når man bevæger sig rundt i mindeparken, så man som publikum lytter til en sekvens, der er knyttet til en soldat, som har været ombord på netop det skib, man står ved. De mange sekvenser spejler Mindeparkens storhed, så publikum ikke kan nå at høre alle stemmer hver gang, men må komme igen og opleve en ny ’version’ af lydværket. Konkret kan lydværket opleves individuelt i hovedtelefoner enten via publikums egne smartphones eller gennem udleverede devices fra museet.

​

Vandreforestillingen

Med afsæt i det lydmateriale vi udvikler og i dialog med mindeparkens skulpturelle landskab, skaber vi en vandreforestilling, hvor udvalgte, tilrettede sekvenser af lydværket vil indgå i en guidet vandring. Publikum bevæger sig gruppevis sammen med performere rundt i landskabet i og omkring mindeparken med performative møder på særligt udvalgte lokationer. Her vil performerne levendegøre de grundlæggende fortællinger om Jyllandsslaget i poetiske, iscenesatte billeder i samspil med lyde og fortællinger fra lydværket, som publikum samtidig lytter til i hovedtelefoner. Publikum skiftevis inddrages, aktiveres og betragter billederne, der vækker sanser, følelser og refleksioner hos den enkelte.

​

Jyllandsslaget produceres i foråret og får premiere i juni 2026. Projektet realiseres af Teater Fluks i tæt kunstnerisk samarbejde med Teater Seachange og samarbejdspartner Sea War Museum Jutland.

20210918_181924.jpg

Kreditering

Støttet af:

IMG_8503_VSCO.JPG

Tilmeld dig vores Nyhedsbrev

Få nyheder om akutelle og kommende projekter, åbne forestillinger og andet der rører sig her hos hos direkte i din indbakke.

FØLG OS HER

  • LinkedIn
  • Instagram
  • Facebook
  • YouTube
Teater Fluks / Jægergårdsgade 160 / Århus C /info@teaterfluks.dk
bottom of page